Gennem menneG
luften netful
mod dom
målet telåm
Hvor rovH
for rof
??
målet telåm
Hvor rovH
for rof
??
Vi kom flyvende, min stamme kom flyvende, og vi landede
her. Rundt omkring os stred andre flokke sig frem, vi var alle på vej mod det
samme mål: her! Hvorfor? Det har jeg ingen idé om, men pludselig, midt i et
måltid, følte jeg noget sælsomt i mig. Det var ubegribeligt og uforklarligt,
men det skete. Jeg sank den bid, jeg havde i munden, andet var der ikke tid
til. Det store øjeblik var kommet, det øjeblik, hvor man rives ud af dagliglivet
og alt dagligt, for at begive sig på vej.. ..til her!
Da vi kom brummende ind over området, bemærkede jeg, at
det var rødt, rødt i luften, rødt, rødt på jorden, alt var sværmende, myldrende
rødt! Her var sandelig samlet nogle individer! Jeg vil anslå det til l0000
ialt. Alle disse væsener var samlet her af den samme uforklarlige tilskyndelse,
alle havde de følt den samme indiskutable trang til at begive sig afsted uden
videre, for at samles her uden at vide hvorfor. Det var bare så indlysende, at
vi måtte afsted og følge tonen. Vibrationen, kaldet. Jeg havde heller ikke
behøvet at vende mig om for at se efter min stamme, jeg lettede uden et ord og
fløj denne vej i lige linie. Jeg vidste bare, at familien fulgte mig, havde de
ikke gjort det, var jeg også ligeglad. Frem skulle jeg...
Luften var mild da vi landede, mild og venlig, men her
er ikke så behageligt. Jeg sidder nu på en kæmpestor kampesten og skuer ud over
mine myldrende frænder. De virker usædvanlig sløve, når man kigger nærmere
efter. Deres bevægelser er søvngængeragtige, og de slæber sig tilsyneladende
rundt uden nål eller med. Kun de nyankomne virker friske. Langsont føler jeg en
mærkelig sindstilstand krybe ind over mig, meget langsomt, men meget sikkert.
Jeg venter...
Jeg venter på noget ubeskriveligt, jeg ved ikke hvad..
..jeg venter bare..
En behagelig sløvhed driver ind over mig son en usynlig
tåge, jeg begynder at føle en usædvanlig tryghed og målbestemthed, det hele
arbejder sig op omkring mig til at blive mit livs vigtigste venten. Ok. Jeg er
her. Jeg er kommet. Lad der så ske, hvad der skal ske! Lad det ske, hvornår det
vil...
Jeg venter...
Scenen. Havet. Store sten. Tang. Alger. Kysten. Havn.
Dårlig lugt. Saltvand. Tanglopper. Skidt. Affald. Olie. Colibakterier. Kloak.
Mange store sten. Sidder på een af dem. Venter på Godo. Hypnotiseret. Billeder og lugte fylder mit sind. Nogle
få kravler rundt og snuser til dem, der ligger helt stille. Venter. Vi venter.
Kommer det ude fra havet? Stiger det op fra jorden? Kommer det med vinden ovre
fra skoven? Eller kommer det fra de indre organer?
Det kommer ind over mig. Kan ikke længere føle mine
lemmer. Mørket falder på. Kloden drejer. Det bliver nat. Jeg svæver.
Følelsesløs venter jeg, jeg gider snart ikke rigtig at tænke. Billeder. Lyde.
Fisk. bugt. Kloak. Tang. Sygdomskim. Brusende bølger. Sult. Tone. Det var som en
tone. Sult. Måtte følge tonen. Kaldet.
2.
Jeg kom kørende på min knallert, hen langs fiskeri-havnen, hen forbi det tjærede bolværk for enden af
den blinde brostensgade. Mole. Jeg ville lige se, hvordan det gik med alle de
skøre mariehøns, som vi havde set dagen før, da vi på Bodils fridag gik tur her
i nærheden og nød efterårssolens varme.
De havde sat sig i enorme klynger på nogle sten og i
noget muggent tang, der var skyllet op i den sandsynligsvis mest beskidte krog
i hele havnen. Her drev alting altid ind. Her lå mange interessante
plasticflasker og træstumper, og grunden var helt svampet under een, når man
gik der. Jeg havde stået længe og undret mig over, hvad der fik dem til at
samle sig på et så unaturligt sted for Marie-høns, men det så ud til, at de var
meget enige om at være der..
Denne dag fordrev jeg tiden ved at genopfriske hvordan
det var at køre knallert uden at skulle noget sted hen, bare for turens skyld.
Nu ville jeg lige se hen i krogen bag bolværket, inden jeg tog hjem. Det var
dagen efter, at jeg først havde set Marie-hønsene, men vejret var nu gråt og
trist, med store, tunge skyer. Det var depressions-vejr, men ikke destomindre
var jeg i ret godt humør. Det er nu altsammen ligemeget. Jeg stillede altså min
knallert op mod bolværket, og foretog et dovent hop over på den anden side,
hvor mine sko sank lidt ned i sand/mudderet. Ved første øjenkast syntes Marie-hønsene
at være forsvundet, men da jeg kom nærmere, fik jeg pludselig øje på dem.
De var døde.
Allesammen. Døde som sild, eller endnu dødere. De var
ihvertfald fuldstændig skrupdøde.
Sørgmodigt ledte jeg efter bare een, der var levende, og
det fandt jeg da også. Men ellers lå de på ryggen eller på andre forkerte
måder. Det så ud som giftgas. Eller som en gruopvækkende
science-fiction-historie. Jeg kikkede derefter ud på de skidne, mørkebrune
bølger, der klægt globbede mod tangsuppen i strandkanten, og ovenpå disse
bølger flød adskillige røde pletter..
Jeg forstår ikke en skid, simpelthen! Måske var det en
sag for ekstra-bladet? Forurenings-døden i tangkrogen?
