lørdag den 3. marts 2012

En tilfældig dag

News 2. Marts 2012

Her kommer jeg
med god samvittighed og partikel-filter.
Jeg drikker mange fairtrade kopper
kaffe
og spiser de fire årstider.
Hvert fjerde nye hus
skal være lidt bedre end gennemsnittet
i 6 kommuner i år.
Hvor er vi dog progressive
i vores foregangs-kommuner..
Ja ja vi bør juble juble juble
mens real-lønnen udhules
og førtids-pensionisterne udfases.
Vi bliver en lille smule grønnere
når chaufførerne ikke må ryge
men nøjes med at rejse
på tværs af Schengen.
Mon de stadig piller ved fartskriverne
og snyder med køre/hviletiderne?
..af angst for at blive fyret,
eller prøver de at tjene mere
for at holde trit med inflationen
og de faldende huspriser?
Nåmæn vi hjælper da de små
private virksomheder i bankernes kredit-klemme
med 17 milliarder skatteyderbetalte kroner,
og gældsplagede landmænd
vurderes af ”Finansiel stabilitet”
så de stadig kan leve af underbetalt
udenlandsk arbejdskraft
lidt endnu..
Turn around
er et nyt ord for tilgivelse
af gæld og dårlig drift..
Men hvis du driver rundt
i cyperspace vil Google følge dig
all the way.
Vi er blevet 15% mindre bange
for kriminalitet
her i verdens lykkeligste land,
hvor vi ikke behøver at stemme
om Europas nye finanspagt,
for vi er jo ikke rigtig med,
selvom vi har for-dameskabet for tiden.
Vi følger bare tyskerne
og slesker for USA
som vi plejer.
Udviklingspakken i den negative spiral.