Vogntog. Alfred asier sig gennem Auning, Gud bedre det.. (cirka 1930 eller deromkring)
”Liden tue vælter stort læs” er et gammelt velhængt ordsprog.
Her drog jeg så af sted med mit store læs mælkejunger, men siden jeg læssede dem på hestevognene, var der åbenbart en muldvarp som havde lavet en tue i det ene hjulspor på markvejen, og en fræk pissemyre havde ydermere grundlagt sin nye familie dèr, og gjort tuen større og mere solid..
Denne her dejlige sommerdag kom jeg så med mine højt læssede vogne, mens de fucking fugle sang og jeg tittede til hinanden og en blå forglemmigej. BUMPS!
Det ene vognhjul ramte tuen, og tippede både mig selv og læsset af.
”Åh, for hele hule jammerlige ko-pat!” tænkte jeg på vej ned mod sorten muld, ”hvorfor var jeg så åndssvag at pålæsse alle de junger, når jeg først burde have ryddet den pågældende vej!”
Jeg rejste mig op, børstede besindigt støvet af, og besluttede samtidig at nu ville jeg gøre det i omvendt rækkefølge, så efter at jeg fik hestene pillet fra hinanden og tøjret, tog jeg min hakke, min skovl og min spaaade, og fjernede tuen samt flere tilsvarendes forhindringer og ujævnheder fra vejen dagen lang, medens jeg tænkte på det andet oldnordiske ordsprog: ”Det kan ikke betale sig at græde over spildt mælk”. Så baksede og knoklede jeg med at få vognene på ret køl igen. Det var træls.
En og anden ville nok udbryde: "Åhr, det er da ikke noget at tale om!" - men så ville jeg ønske at vedkommende ville holde sin mund.
Hestene var ikke just medgørlige, så jeg havde mest lyst til at tage den ene krikke og banke den anden med, indtil de begge var slået ligeså meget ud som min egen person. "Prr prrr! - tag den med ro, krapylske krikke!" Oh nej, nu slap dyrene løs, og jeg blev først kæphøj, da jeg atter greb tømmen og fik fat i min kæphest. Det andet mølædte øg kom også på plads. For syv sytten, da!
En og anden ville nok udbryde: "Åhr, det er da ikke noget at tale om!" - men så ville jeg ønske at vedkommende ville holde sin mund.
Hestene var ikke just medgørlige, så jeg havde mest lyst til at tage den ene krikke og banke den anden med, indtil de begge var slået ligeså meget ud som min egen person. "Prr prrr! - tag den med ro, krapylske krikke!" Oh nej, nu slap dyrene løs, og jeg blev først kæphøj, da jeg atter greb tømmen og fik fat i min kæphest. Det andet mølædte øg kom også på plads. For syv sytten, da!
Langt om længe blev jeg færdig, men netop som jeg skulle til at begynde at samle og læsse resterne af min medtagne last på vognen igen, dukkede der en anden (vogn) op på vejen, henne hvor jeg oprindelig kom fra (i en støvsky). Ohøj!
Det viste sig at være en grum uniformeret kusk, jeg ikke kendte, men vi hilste alligevel rutinemæssigt, da han langsomt tromlede forbi. Han kaglede muntert: "hvad er der dog sket her, det forekommer mig at her er lidt rodet?"
Jeg knurrede: "der er ikke så meget at stille op, faktisk faldt det ned.."
Den skadefro kusk gnæggede: "Hvor er De kæk, unge mand!"
"ja, brummede jeg, "min plads er her, selvom det ikke er min - her er liv og glade dage, og en farlig ballade".
Mens hjulene på hans stivvogn kværnede forbi, tænkte jeg, at en skidt knægt sjældent kommer alene, men den gamle lurendrejer havde åbenbart set sit snit.. ..og hvad måtte mit øje da ikke skue: På sit lad transporterede kusken med det buskede overskæg krudt og kugler! - og kongens klær' !
Jeg knurrede: "der er ikke så meget at stille op, faktisk faldt det ned.."
Den skadefro kusk gnæggede: "Hvor er De kæk, unge mand!"
"ja, brummede jeg, "min plads er her, selvom det ikke er min - her er liv og glade dage, og en farlig ballade".
Mens hjulene på hans stivvogn kværnede forbi, tænkte jeg, at en skidt knægt sjældent kommer alene, men den gamle lurendrejer havde åbenbart set sit snit.. ..og hvad måtte mit øje da ikke skue: På sit lad transporterede kusken med det buskede overskæg krudt og kugler! - og kongens klær' !
Jeg stod med åben mund og polypper. ”Nåda! At tænke sig jeg har beredt vejen for drab og død, selvom min hensigt dog blot var at rydde den for føde. Det blev så kanonføde,” surmulede jeg indvendigt, og undrede mig dermed dybt over skæbnens uran-salighed.. ”..der har ved min mosters minde gåårdt nåårk været mange muldvarpe og pissemyrer og ukendte bebuskede kuske på min vej gennem livet”, der er jo som bekendt blot er som et pust i sivet".
Det er skraaamende, du!
Morale: Altså somme tider gør man noget forkert ved at gøre noget rigtigt! Andre gange gør man noget rigtigt i forkert rækkefølge. Det er noget, man kommer til! Det var ik' mæ vilje, mand!
